Kollektion: Vincent Van Gogh
Vincent Van Gogh var hollandsk maler. Han blev født 30. marts 1853 i Zundert i Holland og levede frem til sin død 1890.
Van Gogh er bredt anerkendt som en af de største europæiske kunstnere og anses som en vigtig forløber for 1900-tallets ekspressionisme. Hans billeder bærer præg af en tydelig ekspressiv stil med kraftige konturer og bestemte penselstrøg.
I Van Goghs egen levetid solgte hans billeder yderst dårligt. Det er først i eftertiden, at han er blevet en anerkendt og efterspurgt kunstner.
Van Goghs persona har gennem tiden været omgærdet af megen mystik. Blandt andet grundet hans omskiftelige og temperamentsfulde sind. Van Goghs kunstnerskab var præget af en indlæggelse på et sindssygehospital i Saint-Rémy i Frankrig og flere mentale sammenbrud. Et så slemt, at han skar sit ene øre af. I hans kunst kan derfor spores depressive sindsstemninger, mens andre billeder, malede i lyse perioder, rummer en helt særlig livskraft.